Om ADPTerminalerForretningsområderKunde hos ADPServicevirksomheder
 
Til forsidenEngelskSite-mapJuridisk information
Pressemeddelelse


Klar besked om havnens fremtid

Når Associated Danish Ports A/S mandag d. 26. april 2004 kl. 19.00 inviterer byens borgere til informationsmøde i Dronning Margrethe Hallen, er det for at give klar besked om havneselskabets fremtidsplaner på Fredericia Havn.


Med udgangspunkt i ADP´s strategiplan "Strategi 2010" sættes der fokus på den fremtid, som er lige om hjørnet - og som kræver andre faciliteter, end havnen kan byde på i dag.

- Alle er vel enige om, at det er fornuftigt at få den tunge godstransport væk fra landevejene og over på jernbane- og skibstransport, så vidt det er muligt. Det er også et bredt politisk ønske herhjemme og i EU og aktualiseres af de nye medlemslande fra Østeuropa, siger ADP's adm. direktør Jens Peter Peters.

Han peger i den forbindelse på, at virksomhederne i stadigt stigende omfang anvender trailere og containere i deres logistiksystemer. På visse godstyper er udviklingen faktisk gået stærkere, end man havde forventet, så derfor er der et helt naturligt behov for etablering af en moderne Ro/Ro-terminal til hurtig ind- og udskibning. Netop etablering af en Ro/Ro-terminal fylder meget i den lokale debat om havnens udvidelsesmuligheder. Derfor vil ADP på mødet den 26. april 2004 redegøre for virksomhedens planer på det område og belyse hvorfor, netop dette forretningsområde er så vigtig for havnens fremtid.

- Etablering af en Ro/Ro-terminal er blot én af mange brikker i det store puslespil, der skal være med til at fastholde Fredericia Havn som en moderne og betydningsfuld europæisk havn, siger Jens Peter Peters og nævner i den forbindelse de mange arbejdspladser, som i dag er tilknyttet aktiviteterne på havnen enten direkte eller indirekte via de mange virksomheder, som har deres virke her.

Deltagerne vil få lejlighed til at stille spørgsmål til ADP. Desuden vil der være lejlighed til at studere en model af ADP´s forslag til en flytning af den nuværende lystbådehavn, hvis lejemål udløber i 2007.

På mødet i Dronning Margrethe Hallen vil der også blive orienteret om Portamento-projektet. Et projekt, som er støttet af Statens Kunstfond, og som har til formål at skabe - eller rettere sagt genskabe en sammenhæng mellem by og havn inden for en tidshorisont på 20-30 år. Også det indlæg ledsages af en meget illustrativ model.

Mulighed for at opleve havnen
Gravemaskinerne har haft travlt på havnen på det sidste. Gamle og utidssvarende bygninger bliver revet ned - og nye bliver bygget op, og der bliver anlagt en ny adgangsvej til havnen. Det giver anledning til, at ADP inden sommerferien har planlagt et åbent hus-arrangementet, hvor byens borgere får mulighed for at se og høre om ADP's mange udviklingsprojekter.

- Havnen spiller - og har gennem generationer spillet - en meget stor rolle i Fredericia. Derfor vil vi give byens borgere mulighed for at opleve havnen. Vi vil fremvise de nye bygninger og veje, men vi vil også fortælle om de personer, som arbejder på havnen til daglig, siger Jens Peter Peters og tilføjer, at der bliver mulighed for at besøge nogle af havnens øvrige virksomheder, som i dagens anledning slår dørene op for interesserede. I forbindelse med dette åbent hus-arrangement vil der også være mulighed for en sejltur på Lillebælt, oplyser han.

Kontakt administrerende direktør Jens Peter Peters på telefon 7921 5000 for yderligere information. Besøg også vores hjemmeside på adressen: www.adp-as.com.

Til nyhedsarkiv

Top



 
Kontakt ADP
Bestil materiale
Skibstrafik
Kort
Links
Presseservice

Associated Danish Ports A/S · Vesthavnsvej 33 · 7000 Fredericia · Tlf. 7921 5000 · Fax 7921 5005 · E-mail: post@adp-as.dk