Om ADPTerminalerForretningsområderKunde hos ADPServicevirksomheder
 
Til forsidenEngelskSite-mapJuridisk information
20. april 2007
ADP A/S' årsregnskab 2006

Endnu et flot driftsresultat i Associated Danish Ports

2006 blev endnu et godt år for Associated Danish Ports (ADP), der driver havnene i Fredericia, Nyborg og Middelfart. Årets driftsresultat før renter, skat og afskrivninger androg 39,6 mio. kr., hvilket svarer til en fremgang på 10 procent i forhold til 2005. Overskudsgraden var 21,5 procent, og årets resultat efter skat blev på 26 mio. kr., hvilket er på højde med 2005.

På den baggrund karakteriserede bestyrelsesformand Arne Tirsgaard årets økonomiske resultat som tilfredsstillende, da ADP torsdag den 19. april holdt generalforsamling i Nyborg.

Det flotte driftsresultat skal ses i lyset af en omsætningsstigning i 2006 i forhold til året før på syv procent - til 94,2 mio. kr. Selskabets egenkapital er nu 458 mio. kr., og den blev forrentet med 5,8 procent i løbet af året. Bestyrelsens forslag om et udbytte på seks mio. kr. i lighed med 2005 blev vedtaget af generalforsamlingen.

Stigning på flere godsområder - fald i mængden af råolie

ADP’s samlede godsmængde nåede op på 16,9 mio. tons, idet de godsområder, som ADP er i stand til at påvirke, steg med samlet 500.000 tons. Derimod faldt mængden af udskibet råolie med 1,4 mio. tons til 11,1 mio. tons, hvilket er lig med en tilbagegang for råolien på 11 procent.

Øvrige flydende produkter steg med 260.000 tons, fast bulk med 150.000 tons, mens enheds-laster i form af Ro/Ro og container udviste en fremgang på i alt 120.000 tons.

Godsmængden i Nyborg Havn var igen i vækst i 2006. Stigningen blev på 30.000 tons i forhold til året før.

I alt anløb 2.500 skibe ADP’s havne. Det svarer til niveauet i 2005.

Håb om hurtig behandling af VVM redegørelse

I 2006 investerede ADP i alt 12,4 mio. kr. i kajanlæg, pakhuse, infrastruktur og materiel til lastning og losning. Det forholdsvis beskedne investeringsniveau skal ses i lyset af, at den VVM redegørelse, der skal ligge til grund for havneudvidelsen i Fredericia, er blevet forsinket. Dermed har investeringerne i en ny Ro/Ro terminal måttet udskydes.

”ADP håber på en hurtig myndighedsbehandling samt godkendelse af planerne uden opsættende virkning. Dette vil medføre, at arbejdet vedrørende den fremtidige udnyttelse af Møllebugten kan påbegyndes. Sideløbende kan etableringen af en ny lystbådehavn finde sted med en mulig indvielse ved årsskiftet 2008/2009. Indvielse af en ny Ro/Ro terminal skulle således kunne finde sted i løbet af 2009/2010,” sagde Arne Tirsgaard på generalforsamlingen.

Han advarede om konsekvenserne af, at sagen trækker yderligere i langdrag: ”Drøftelserne vedrørende etablering af en ny Ro/Ro terminal i Møllebugten har nu stået på i cirka syv år, alt imens omverdenen hastigt har ændret sig, og havne som primært Kiel, Lübeck og Århus appellerer til kunderne på Ro/Ro og containerområderne, der er morgendagens transport-former,” sagde Arne Tirsgaard og konkluderede: ”ADP forventer derfor en hurtig behandling af VVM redegørelsen, så vi ikke taber det marked, vi har opbygget, og som passer sammen med Fredericia Kommunes satsning vedrørende Danmark C i Taulov.”


Byudvikling på og ved Kemiragrunden

Arne Tirsgaard kom også ind på drøftelserne om fremtiden for den såkaldte Kemiragrund ved Fredericia Havn og ADP’s tilstødende areal på cirka 37.000 kvadratmeter. ”ADP finder det naturligt, at området ændrer sig fra industriområde til bymæssigt område. Det vil give mulighed for, at Fredericia By kan bevæge sig helt ned til Lillebælt. Vi forventer, at der foreligger en byudviklingsplan for området i løbet af 2007/2008,” sagde Arne Tirsgaard og tilføjede:

”ADP forventer, at denne ændring i kommuneplanen fremover også vil respektere de nuværende havnerelaterede erhvervsvirksomheder i området. ADP har som mål at skabe vækst i harmoni med sine omgivelser og med forståelse for det ansvar og den betydning, en førende havne-virksomhed har for sin by og det nære samfund.”

ADP A/S

2005

2006

Omsætning

87,7 mio. kr.

94,2 mio. kr.

+7,4%

EBITDA

36,0 mio. kr.

39,6 mio. kr.

+10,0%

EBITA

17,5 mio. kr.

20,2 mio. kr.

+15,4%

Årsresultat

26,3 mio. kr.

26,0 mio. kr.

-1,1%

Yderligere oplysninger om ovenstående fås ved henvendelse til bestyrelsesformand

Arne Tirsgaard, tlf. 21 18 50 74.



 
Kontakt ADP
Bestil materiale
Skibstrafik
Kort
Links
Presseservice

Associated Danish Ports A/S · Vesthavnsvej 33 · 7000 Fredericia · Tlf. 7921 5000 · Fax 7921 5005 · E-mail: post@adp-as.dk